AB Haabet

Sådan bor vi sammen


Husorden og regler

De formelle regler for livet i Haabet står i Haabets husorden.


Sådan bor vi sammen

Men det nemmeste og rareste er, at alle tager hensyn, uden at paragraffer behøves. I Haabet bor ca. 500 mennesker i 166 lejligheder. Til tider kommer vi til at irritere hinanden ved at larme. Ikke al larm kan eller skal undgås. Men tænk fx på disse ting:

  • Hæng en seddel op, hvis du holder fest. Både i din egen opgang og ved siden af.
  • Tænk på naboerne og skru ned i tide – eller flyt festen videre til en bar.
  • Gården har en fantastisk rumklang. Så det er ikke dén vej, du skal have åbne vinduer, hvis du har gæster sent. Luk op til gaden.
  • Vaskemaskiner larmer, især når de næsten er færdige. Så lad være med at starte dem sent om aftenen. Husordenen (der var den!) siger at vask skal være slut kl. 23.

Klager

Hvis dine naboer larmer:

  • 1. Dialog: Det er ikke sikkert, de har tænkt over det. Óg der er ingen gårdvagt eller betjent i Haabet. Bestyrelsen eller andre kan ikke tage den første samtale med din nabo. Så fortæl dem det selv. Helst før du bliver stiktosset. Det hjælper forbløffende ofte.
  • 2. Klage: Hvis det ikke virker at tale med ”synderen”, kan du henvende dig skriftligt til bestyrelsen og beskrive problemet. Se Kontakt-siden.
  • 3. DEAS: Hvis bestyrelsen vurderer, at der er grund til at gå ind i sagen, beder vi ejendommens administrator (DEAS) om at sende klagen til den, der klages over. Det er altid på bestyrelsens vegne, og i en form, hvor både klagepunktet og klagerens navn fremgår. Den, der klages over, har nu mulighed for at indgå i en dialog via DEAS – selvfølgelig med det formål at løse problemet.
  • 4. Bestyrelsen: Hvis denne fase ikke ender med en løsning, kontaktes bestyrelsen, som så går aktivt ind i sagen, fx ved at tage et møde med begge parter om en løsning. Der er kun enkelte tilfælde i foreningens historie, hvor det ikke har virket, og hvor eksklusion/opsigelse og evt. boligretten kan komme på tale.
nach oben